Vandpibens Historie

Den mest anerkendte teori, er at vandpiben oprindeligt blev opfundet i Indien.
Selve tidspunktet forekommer en smule uklart, men den brede opfattelse går på, at den første gang ses, omkring 1500-tallet (nogle vil måske kunne argumentere for allerede i 1300-tallet).
Den første vandpibe, blev udformet ved hjælp af en kokosnød, hvorpå man påmonterede et langt stift rør, som man samtidigt brugte som mundstykke på vandpiben.
Fra Indien spredte vandpiben sig til den arabiske verden, hvor den vandt stor udbredelse, og blev meget populær. Specielt udbredt blev den i det gamle Persien (nuværende Iran), hvorfra den spredte sig ud over hele Mellemøsten.
I løbet af det 17. århundrede gennemgik vandpiben en ydre forandring, specielt i Tyrkiet. Den gik fra det stive mundstykke, til at ligne den mere kendte i dag. Grundprincippet har dog hele vejen igennem, været det samme: Røgen fra tobakken køles ned, og filtreres igennem vandet. Røgen går igennem vandboblerne, der kommer når man suger - grundet et undertryk i beholderen, og føres videre ud til mundstykket, der sidder for enden af slangen.
I dag er vandpiben ofte lavet sådan, at piberøret er udformet i metal, vandbeholderen udformet i glas, og hovedet udformet i ler; et lerhoved, og der ryges fra en fleksibel slange, frem for det stive mundstykke. Der ses dog også med jævne mellemrum vandpiber, hvor visse af delene er udformet i porcelæn eller metal.

Kilde: Wikipedia